PXL_20240513_035800814.jpg

Slap af hvalp – selvbeherskelse

Vi er i fuld gang med at træne hvalpene. Det er ikke så meget de kan og det er ikke så meget vi kan forlange og forvente af dem endnu.

Det vi træner er en lille smule selvbeherskelse.

Helt enkelt skal de være stille:

– Når lågen åbnes

– Når de venter på at få mad

Hvordan træner vi så det? Hvordan træner vi et helt kuld samtidigt?

Åbne låge tricket

Det er ganske simpelt. Vi åbner ikke lågen før de er stoppet med at hyle og har været stille i 1-2 sekunder i starten. Senere kan vi øge kravene til at det skal være i længere tid.

Efter ganske kort tid er de helt stille når vi nærmer os lågen i forventning om at den bliver åbnet.

Ofte går der ikke lang tid før hvalpene sætter de sig mens de venter.

Ro ved fodring – forstærk det du ønsker

Mens hvalpene er små fodrer vi dem en ad gangen og de andre må vente på at det er deres tur.

Det er sikkert fordi vi har trænet ro bag låge at de sætter sig rundt om mine ben mens de venter på at det bliver deres tur.

Jeg forstærker dem i ro og i at sidde ved først at løfte dem op når de 1: er i ro altså ikke hyler og 2: sidder ned.

Den adfærd kobler de med fodring. Altså man får mad når man tier stille og sidder pænt og venter.

Hvorfor træne sådan nogle fjollede ting?

Vi er igang med at lære hvalpene at nogle gange skal man vente. Det er ikke altid man kan få det man ønsker omgående.

Formålet med disse små øvelser er at lære hvalpene helt basale færdigheder som vil være til gavn for dem og deres kommende familier. Nemlig selvbeherskelse og at tilbyde adfærd.

At det kan betale sig at vente og når de gør noget bestemt bliver de belønnet.

Screenshot_20240512-231839.png

Legeland til hvalpe

Nu har hvalpene fået nye legesager, nemlig der vi kalder boldland, som består af to små pallerammer fyldt op med bolde.

Det plejer at være et hit. Det er det også denne gang.

Hvalpene bruger det til forskellige typer lege.

De bruger det som lager af bolde. Hvor de kan hente en bold og lege med udenfor.

Andre gange hopper en enkelt hund rundt der inde

Eller flere hunde hopper rundt derinde sammen eller også leger de “Kampen om borgen” hvor de forsvarer en stilling mod alle de andre. Det er en leg de tit hygger sig med og som findes i mange varianter.

Her til aften kom der lige et gitter-tag på for at undgå at de kravler over og falder ned

PXL_20240511_090643426.jpg

Ud i gårdspladsen

I dag har vi udvidet hvalpenes legeplads til også at omfatte gårdspladsen.

Det var noget både de og Jasmine kunne lide.

Hvalpene er nu så vilde at hun er glad for den ekstra plads det giver at være i gårdspladsen sammen.

Vi ved fra tidligere kuld at udvidelse af deres legeområde skal gøres gradvis og at de er trygge når vi tager et nyt område ad gangen.

Senere kommer de ud i det bakkede område bag laden og ud på marken hvor de kan hoppe rundt i geæsset

PXL_20240509_152535740.jpg

Kampen om mågen

I dag blev hvalpene præsenteret for et nyt stykke legetøj. En måge bamse med hoved, vinger og lange ben.

Først var de meget nysgerrige og derefter begyndte de at kæmpe om bamsen. De blev ved længe og ville ikke give op.

Det er så dejligt at se hvordan de udvikler sig fra at være bitte små  kravlende pattende hvalpe til at nu at være små hunde der kan gå, løbe og lege med både mennesker, mor Jasmine og hinanden.

PXL_20240509_090744548.jpg

Hvalpe snorker… :-)

Hvalpene elsker at være udendørs på terrassen. Her er legesager og tunnel og ting de kan kravle op på.

Men til sidst må de overgive sig og sove lidt.

Jeg sad hos dem og da jeg kiggede ned havde de puttet sig ved stolen under mine ben

PXL_20240508_150549890.jpg

Vi elsker gæster

I dag har vi haft gæster. Det var både store og små gæster og en hund der kom på besøg.

De var søde og fandt sig de noget nærgående hvalpe. Selv hundegæsten Zacho tog det stille og roligt selv om hvalpede bed i hans pels og hale. Når det blev for meget hoppede han op på hvalpenes tunnel og fik lidt ro.

Efter noget tid faldt tempoet og hvalpene begyndte at hænge med hovedet. Vi puttede dem i hvalpegården i køkkenet hvor de sov resten af aftenen

FB_IMG_1715178150603.jpg

Hvalpenes legeland

Hvalpene er meget nysgerrige og har fuld fart på når de er ude i hvalpegården. Vi prøver at give dem nye indtryk hver dag. Det kan være nyt legetøj, nye ting man kan udforske og gå igennem eller op på. De hygger sig i deres legeland 🙂

1000009440.jpg

Træning i at køre bil

Vi har startet op på at vænne hvalpene til at skulle køre med i bilen. Det er vigtigt for os at hvalpene bliver vænnet til at køre bil inden de flytter, så bilkørsel bliver rart og trygt for hvalpen. Til en begyndelse kommer de i bilen, og tager sig en lur.

2024-05-02 20.32.52

Ud og se på verden

Hvalpene er nu blevet så store at de er klar til at komme udenfor. Vi starter med at have dem i et mindre område i vores gårdterrasse. De er meget nysgerrige og alt skal undersøges. Vi vil løbende introducere dem til nye ting og sager så de bliver miljøtrænet og får styrket deres motorik. De er også i fuld gang med at lære at man skal lave småt og stort udenfor.